At søge LY

I den store, historiske sammenhæng er 60 år ikke noget at regne. I 1954 kom Latinerly ind i Viborgs historie. Den gamle snapstingsby har haft mange mindeværdige værtshuse, og Ly hævder sig fint i den imponerende række.
Den, der besøger Ly, føler sig umiddelbart i godt selskab. Men på underlig vis føler gæs-ten sig også i selskab med his-torien. Ja, lidt højstemt sagt med Viborgs sjæl. Den gode Viborg-ånd lever i det sikre ly. Om denne ånd handler dette lille skrift.
Ikke at forglemme har Latinerly sin egen historie med huldsalige munke og underfundige tekster. “Munkekælderen” var et tidligt navn for etablissementet. Her er plads til både kælderdybe tanker og opløftende stunder.
Nyd skriftet i langsomme drag – som en velskænket fadøl.

At Ly fik navnet Latinerly er ligetil. Værtshuset ligger midt i Viborgs gamle latinerkvarter og lige over for Latinerhaven.
Latinerhaven er i øvrigt en brandtomt fra storbranden i Viborg i 1726. Før branden lå på grunden fire adelsgårde, hvoraf den ene havde tilhørt Palle Dyre til Tjele, fru Marie Grubbes mand. I adelsgården mødtes Marie Grubbe efter sigende i hemmelighed med sin elsker.

Klubben

Den fine gamle bygning ”Palæ”, hvor Latinerly i dag har til huse i nederste etage, blev bygget i 1851. Bygherren var ”Den viborgske Klub”. Byens finere embedsmænd holdt til i klublokalerne i stueetagen, mens officersforeningen residerede på første sal. Når embedsstanden inviterede til fest, foregik det i den store sal.
En af de traditionsrige fester var nytårsballet, en anden kongens fødselsdag, som stilfuldt blev fejret med spisning, skåltaler og dans.
Hvert år holdt Latinskolen også sit meget fornøjelige skolebal på Palæ.
Rektor med familie, alle lærerne med fruer, amtmands- og bispefamilierne, eleverne, deres forældre og søstre mødte i galla, spiste, festede og dansede lanciers.

Den lumske bugt

Værten på ”Palæ” hed i 1885 Carl Christensen. Han kunne ikke leve af ”de fine” på 1. sal. Derfor indrettede han i underetagen – i Latinerlys nuværende lokaler – et konditori. Den var for ”folket”. Gæsterne kunne købe kaffe og kager, men også et par af de små skarpe. Stedet var ”en god slyngelstue” og blev hurtigt populær hos byens unge handelskommis’er og håndværkersvende under navnet ”Den lumske Bugt”.

Kosmorama

Den 12. juni 1904 nåede de moderne tider til Viborg. I klubben på Palæ kunne byens borgere for første gang se ”Levende bil-leder” – altså stumfilm på det hvide lærred. Der gik dog to år, før en egentlig biograf var indrettet på første sal på ”Palæ”.
Kosmorama hed biografen, og her kunne viborgenserne se film helt frem til 1933. Efter forestillingen kunne biografgæsterne søge nedenunder i konditoriet. På billedet her, fra omkring 1906 hedder stedet ”Rudolf Nielsens Café og Conditori”.

Nissens Palæ

Da ”Kosmorama” lukkede, købte hotelejer Johannes Nissen ejendommen.
I 1934 etablerede han ”Palæ” som en landskendt restaurant. De fleste aftner om ugen genlød bygningen af musik, sang og glade stemmer, idet Nissen altid sørgede for koncerter, dans og optræden. Lige efter krigen var det i en længere periode Tom Andy og hans orkes-ter, som spillede på Palæ. Et af deres favoritnumre var As Time Goes by fra filmen Casablanca.
Viborg Borger & Håndværkerforening købte Palæbygningen i 1947.
Ved en om- og tilbygning, der stod færdigt i 1954, indrettede ejeren en krostue i kælderen. I nogle få år forud havde gartner E. Pedersen drevet grønthandel i en del af lokalerne.

Latinerly og Munkeplatten

Overtjener Valdemar Ulriksen overtog i april 1957 Palæ i forpagtning sammen med sin kone Gerd.
På det tidspunkt var Latinerly indrettet med bar og borde, men der kom stort set aldrig en sjæl.
Ulriksen lancerede derfor ”Munkeplatten”, som i starten kostede 4 kr. og 85 øre. Til den pris kunne fattige gymnasieelever være med, og mangen en Minerva-fest på Katedral-
skolen startede med munkeplatter på Ly.
I Ulriksens tid blev Latinerly derfor et populært mødested for unge.
Den særlige atmosfære gav Ly karakter af ungdomsværtshus.
Mange fik også den tradition, efter at de var rejst fra byen, at mødes 2. juledag med gamle venner og kammerater i de hyggelige omgivelser dernede i kælderen.

Trængselstider

Ægteparret Ulriksen forlod Palæ og Ly i 1980. Det indledte en længere periode med skiftende ejere og bestyrere. Problemet lå i driften af Palæ, hvorimod Ly så nogenlunde klarede skærene.
Jørgen Stoffer købte Palæbygningen i 1983 og foretog kort efter en nænsom restaurering af Latinerly. Både miljøet og munke-platten blev bevaret. Året før havde forpagteren Kurt Hansen sørget for den mere kundevenlige indgang til Ly direkte fra gaden.

Bent på LY

Nye tider indtraf, da Bent Kjær købte Latinerly i efteråret 1989. Bent bibeholdte det gode spisested og det hyggelige værtshus. Og han skabte Ly om til et musikværtshus. Levende musik, der vekslede mellem jazz, blues, rock og contrymusik. I en periode optrådte byens berømte søn, Sigurt Barrett, sammen med kolleger i Trio de Janeiro som stedets husorkester.
Med Bent ved roret indtog stamgæster deres faste pladser. Nogle foretrak baren; ’don Pedro’ forevigede flere i sine tegninger. Andre havde de fas-te borde: ”Torsdagsklubben”, ”Bord nr. 13” og ”Sognerådet” i ”Baasen”. Ly blev værtshus for alle lag i Viborg.
Traditionen for gamle viborgensere med at mødes på Ly 2. juledag holdt sig fortsat. Trængsel kunne der også være i de lavloftede lokaler, når Bent i halvfemserne indbød til Fredagsbar eller serverede årets første ”julesne” fra Tuborg.

Steffen & Bent

Steffen Simonsen var i fire år tjener på Ly. 1. januar 1997 købte han halvparten af forretningen og han gik i kompagniskab med Bent. Steffen forblev medejer indtil 30. juni 2002, hvorefter Bent Kjær igen blev eneejer af det glimrende sted.
I 2007 kravlede Bent Kjær op fra sit Ly. Stedets nye ejer blev Ole og Jimmy Nielsen, far og søn med rødder i Ålborg. Deres flirt med Viborg og det hæderkronede værtshus blev dog kort. Nielsen & søn legede med radikale planer om at give spise- og værtshuset et helt andet indhold. Advarsels-lamperne blinkede, både hos gæster og personale. Den ægte Latinerly atmosfære var truet, hvilket i 2008 fik makkerparret Kim Bach og Peter Hammer på banen. De købte stedet med det erklærede mål at respektere ”sjælen” på Latinerly.

Bach & Hammer

Da vennerne Peter Hammer og Kim Bach overtog Latinerly efter Ole Nielsen i 2008, vidste de efter eget udsagn ikke, hvad de gik ind til.

Latinerly har nemlig en helt særlig plads i mange viborgen-seres bevidsthed, og det fik den tidligere autolakerer Peter Hammer og diskoteksejeren Kim Bach at føle kort tid efter overtagelsen.
De havde lang line, da de startede. Folk kom og takkede Peter & Kim for, at de ville bevare Ly i den oprindelige ånd. Men efter lidt tid kom forventningerne!
Det er nærmest som om, at Peter & Kim ikke rigtig ejer stedet. Der er hele Viborgs sted.
Det er næsten som om, at de driver Ly på vegne af hele byen. Man kan mærke, at gæsterne nærmest er hjemme, når de er på Ly.

Det er naturligvis en styrke at hele Viborg føler sig hjemme på Latinerly, men der følger også store forventninger med, når man forsøger at drive et, nærmest historisk, sted som Ly.

I starten havde de nye indehavere slet ikke noget begreb om alle de traditioner og uskrevne regler, der følger med et sted som Latinerly. Det kom for eksempel til udtryk i den første hærvejsweekend, hvor de to sammen med de ansatte kæmpede for at holde et fuldt hus med mad og øl, da et selskab på 14 mand pludselig dukkede op.

»Så er vi her,« lød det med største selvfølgelighed.

»Har I bestilt bord?,« spurgte Kim en smule stresset over den travle servering.
Det havde selskabet ikke. Til gengæld havde selskabet gjort det til en tradition at komme præcist de samme mennesker på præcist det samme tidspunkt hvert år. Og de skulle sidde ved præcist det samme bord. Sådan havde det været de sidste 10 år.

De nye indehavere lærte på den hårde måde, at der findes i hundredvis af uskrevne regler og aftaler.
Men efter et par år og ansættelsen af den tidligere indehaver Bent Kjær har Peter Hammer og Kim Bach nu styr på, hvordan Ly skal drives, så alle Viborgs forventninger indfries.
De er på rette spor, og det går rigtig godt…

 

Fra tiden før folk kunne søge ly på Latinerly

I det gamle Viborg fandtes tre slags værtshuse. De fine, dvs. adelsfolk, rådmænd og rige købmænd, besøgte vinstuerne, enten apotekerens vinstue på Nytorv eller de bænkede sig i Gerbers Vinstue på hjørnet af Nytorvgyde og Sct. Mogens Gade. Her spiste de overdådigt, drak vin og røg tobak af lange kridtpiber.

Gæstgiver Salomon Gerber kunne også klare det med pengesagerne. Havde adelsmændene for mange penge med til byen, fik Gerber dem til opbevaring. Havde de for få af kongens mønt, lånte han dem de penge, de havde brug for.

Viborgs jævne borgere og håndværksfolk tog på byens ølstuer for at få sig en hjertestyrkning. Øl og brændevin var de foretrukne varer. Ofte gik det hårdt til, og det var ikke sjældent, at der vankede brådne pander.

Endelig var der gæstestuerne i de store købmandsgårde. Her søgte oplandets bønder ind, når de kom til Viborg. Hestene kom på stald og bonden og hans kone tog deres medbragte mad med ind i gæstestuen, hvor købmanden bød på en snaps og en drik øl eller en portvin til konen. Alt sammen hjalp på handelen i butikken bagefter.

Vægternes triste bortgang

I gamle dage gik folk i Viborg flittigt på værtshus. Dengang skulle vægterne holde øje med, at folk ikke henfaldt til løsagtighed, svir og drukkenskab. Men hvad så, hvis det var vægterne, som skejede ud?

Vi har et grumt eksempel fra en råkold martsnat i 1730.
På en vinstue i Vestergade sad tre kreaturhandlere fra Hamburg og Bremen. Da vægterne med sang i gaden forkyndte, at klokken var 9, bød handelskarlene dem indenfor. De blev rigeligt trakteret – Niels Kjølsen Vægter fik 8 glas brændevin og Christen Mikkelsen knap det samme. En time senere lagde de igen ruten forbi, for igen at blive trakteret. Ved midnatstid kom de igen, sammen med den tredje vægter, Peder Skjødt.
Igen fik de al den brændevin, de kunne søbe i sig, og mere til. Sagde de nej, tilbød købmændene dem straks penge for at drikke ud.
Ved 1-tiden var de alle stangdrukne. Christen Mikkelsen faldt bevidstløs om. Han skulle bæres hjem. Niels Vægter og en karl fra købmandsgården slæbte afsted med ham. Men udenfor gik Niels sine egne vegne. Karlen fik dog Christen i seng i Niels Vægters hus, hvor han skulle sove rusen ud. Næs-te morgen fandt de ham død!
Samme skæbne var overgået Peder Skjødt. Han var vaklet fra vinstuen og faldt om i Sct. Hans Gade, hvor han frøs i ihjel i løbet af natten.

Retten dømte de tre købmænd at betale de to enker 40 lod sølv.

B6031

Kosmorama 1906

DSC_7305

DSC_7312

DSC_7321

Kjær og Ulriksen 031095. Fotograf. Lars Holm